 |
|
|
 |
|
Den har set dig, og når du og din specielle ven endelig mødes, omfavner i hinanden i et glædeligt gensyn for aldrig nogensinde mere at skilles. De glade kys nærmest regner ned over dit ansigt, dine hænder kærtegner igen det elskede dyr, og du ser endnu engang ind i disse, dit dyrs trofaste øjne. Alt for længe var han borte fra dit liv; men aldrig et øjeblik fra dit hjerte.
Mig og Karlo sammen. Savner ham.
Mig og Karlo sammen. Savner ham.
Jeg fik Karlo d 19/4 - 06. Købte ham hos Kennel Casmier i Hobro.
I de knap 7 mdr jeg havde ham, fik vi knyttet et så stærkt et bånd, som ikke mange har med deres hund. Ikk nok med at han var MIN hund. Han var også min aller bedste ven. Han var det sidste jeg så inden jeg lukkede mine øjne om aftenen, og det første jeg så når jeg vågnede om morgenen.
Karlo og mig kunne ALT sammen.
Han krøb ind under huden på ALLE.
Alle på vores vej måtte simpelthen ned og klappe ham. Alle i min venskabskreds holdt a ham, og han ELSKEDE hver og én, på sin helt specielle egen måde. Der var ingen som Karlo.
Han blev inviteret med alle steder hen, selv til fødselsdage og Py-party'er.
I sommer var han med på camping, og Karlo sørgede for opmærksomheden omkring på pladsen.
Jeg savner ham SÅ uendeligt meget!!!
Mandag d 13/11 lukkede jeg Karlo ud i haven, for at han kunne rende lidt rundt. Jeg var ved at rydde op, så holdte ikk øje med ham, haven er lukket af med hegn, så han kan ikke rende derfra.
Pludselig kom han haltende ind, og jeg kunne se at den var helt gal. Benet hang bare løst fra skulderen. Jeg ringede til dyrehospitalet, og de mente at jeg skulle komme med ham med det samme. Mine forældre kørte mig.
Da vi kom til Hvidsten(dyrehospital) fik han noget bedøvelse, så de kunne tage et røngten billede af benet.
De mente ikk det så slemt ud, så vi blev overført til Ålborg dyrehospital, hvor de sku lave benet. De kunne godt nok først ordne det Mandag, men de svor at Karlo kunne gå weekenden over, men et morfin plaster, så han ikk havde smerter!!! Jeg forlod min hund i Ålborg, og dyrlægerne kontaktede mig 3 - 4 gange om dagen, for at fortælle at Karlo havde det fint, og han kunne bevæge sig uden problemer. (Han havde apist) Og det hele gik som forventet.
Mandagen kom, og jeg glædede mig som et lille barn til at jeg skulle hente Karlo om aftermiddagen, når de havde opereret ham. En ny dyrlæge var mødt ind, og det var ham der skulle kigge på Karlo.
Han ringede og fortalte at nu havde han taget røngten billeder fra andre vinkler, og det så IK godt ud. Det var et kompliseret brud mente han. Men han ville selvfølgelig forsøge at lave det.
En time senere ringede han..... Det var umuligt og lave. Hunden ville aldrig få et normalt liv med dét ben. Og det bedste for Karlo ville være, at give ham noget at sove på.
Jeg blev selvfølgelig helt ude af den. Min hund??? Aflives. NEJ.'
Men dyrlægen blev ved, det ville være bedst. Og i sådan en situation, skulle man tænke på hunden, og ikk på sig selv.
Selvom jeg var knust, så var jeg nødt til at give ham lov til at aflive Karlo. Det var en svær beslutning, men et eller andet sted var der alligevel ingen tvivl. Karlo havde levet næsten 9 måneder, og han havde haft det rigtig godt. Han fortjente ikk at lide et sekund mere!!!
Om aftenen kørte min far og jeg til Ålborg for at hente Karlo, for han skulle hjem og bli begravet, i dén have han elskede og lege i. Tirsdag blev han begravet. Det var godt og få ham hjem...
Jag savner håm SÅ meget. Men har heldigvis masser af dejlige og sjove minder fra ham, både på billeder og i min erindring.!!!!
Elsker og savner ham. For altid og for evigt
|
|
|